1650

BordtennisUdskriv side

Mandag den 3. januar 2011 startede et forsøg på at etablere bordtennis i vores by. Det battede virkelig noget, for der viste sig at være mange interessenter. Vi toppede i foråret med  9 børn/unge og 18 voksne! Ikke alle startede netop den 3. januar og ikke alle holdt ved til sæsonen sluttede i foråret. Det var en prøveballon, der skulle vise, om vi kunne have bordtennis i byen på permanent basis, hvorfor det heller ikke kostede noget at deltage.

Da interessen nu var så stor, har vi i tennis regi besluttet at have bordtennis på programmet i vinterhalvåret. Det betyder, at deltagerne dels skal registreres og dels skal betale for deltagelsen. Da skolen formentlig skal bygges om, har vi besluttet og fået bevilget plads i Multihallen i stedet for skolens gymnastiksal. Omklædning og bad sker således i de faciliteter, der hører hallerne til.

Vi går i luften med sæsonstart mandag den 3. oktober kl. 10-12 og igen kl. 16-18.

Kontingentet er fastsat til kr. 200,00 for hele sæsonen. Når man møder op første gang, får man et kontonummer, som kan benyttes til bankoverførsel af pengene. Man bliver skrevet op og bliver herved officielt medlem af (bord)tennisklubben. Disse forhold skal af lovgivningsmæssige årsager være bragt i orden.

Systemet med, at man ikke skal melde sig til og/eller fra opretholdes. Der bliver derfor spillet i nye konstellationer hver gang, og det er også populært, at skifte makkere undervejs på samme spilledag.

Vi håber således, at interessen er intakt og at endnu flere vil blive interesserede og møde op, så på gensyn i Multihallen

Morten Overgaard

morten@ilmo.dk